Askepanik

Af Lars Henrik Aagaard 43

Det er en historisk enestående situation, vi befinder os i.

Siden passagerflyvningens internationale gennembrud efter Anden Verdenskrig  er det simpelthen ikke sket, at himlen over Europa praktisk taget ikke rummer contrails – skystriber fra flyvemaskiner.

USA prøvede det efter terrorangrebet 11. september 2001. Men aldrig nogensinde er international flytrafik blevet tvunget helt i knæ af et vulkanudbrud.

Titusinder af fly er aflyst, millioner af passagerer er strandede og har for længst mistet tålmodigheden, mens milliarder af kroner fosser ud af fly- og rejselskabers lommer – alt sammen på grund af en næsten usynlig sky med mikroskopiske askepartikler, der fra en islandsk vulkan har bredt sig over mange millioner kvadratkilometer nordeuropæisk territorium.

Overdriver myndighederne? Overdriver the International Airways Volcano Watch (IAVW) under verdensmeteorologiorganisationen WMO, der har til opgave at overvåge luftrummet for vulkanfare, og som fra sit London-kontor har udsendt advarslen, der nu har grounded næsten alle fly i Europa?

Spørgsmålet bliver endnu mere påtrængende, når man positivt ved, at intet rutefly nogensinde er styrtet ned som følge af et møde med en vulkansk sky – og når vi nu ved, at en række tyske og hollandske testflyvninger lørdag over europæisk luftrum ikke har givet skade på flyene. Glimrende idé i øvrigt.

Ingen kan reelt levere svaret af to centrale årsager. Den ene er, at man ikke kender en præcis grænseværdi (koncentration af askepartikler pr. kubikmeter luft), hvorover det er risiko for skade på flymateriel og motorstop.

Den anden er, at det næsten udelukkende er computermodellinger baseret på vindstrømninger, vulkanmålinger, sattelitovervågning og lignende, der kan give et billede af askeskyens udbredelse og dens mulige partikelkoncentration i forskellige lufthøjder.

Alligevel er jeg tilbøjelig til at hævde, at nej, myndighederne overdriver ikke.

Det skyldes især, at jeg har læst et kapitel i alle vulkanforskeres bibel, den 1.400 sider lange moppedreng Encyclopedia of Volcanoes.

Det voluminøse værk, der omhandler alle tænkelige aspekter af vulkanudbrud, rummer nemlig et selvstændigt kapitel – ”Volcanic Ash Hazards to Aviation” – om den fare, som vulkanaske udgør for flytrafik.

Og her er konklusionen klar: Vulkaner er hamrende farlige for flyvemaskiner, og de bliver det i stigende grad.

Det skyldes ikke udelukkende, at der kommer stadigt flere fly i luften. Det skyldes i endnu højere grad, at man i de seneste 30-40 år i stigende omfang er gået over til store og højtydende fly, som udvikler meget høje temperaturer i motorerne – herunder flytyper som Boeing 747, MD-11, DC-10, Airbus A330-A340 og lignende.

Når den slags store maskiner flyver ind i et luftområde med vulkansk aske, gensmelter askepartikler i motorerne til en slags fornyet lava, som kan medføre motorstop og i værste fald få flyene til at styrte. Askesmeltningen begynder ved temperaturer over 700 grader, og netop så varmt bliver der i store og højtydende flys motorer.

Dertil kommer, at nutidens store passagerfly typisk flyver med hastigheder på over 840 km/t, hvilket i langt højere grad udsætter frontvendte flader på flyene for ”sandblæsning”, når de rammer de knivskarpe askepartikler.

Tallene taler for sig selv. Mellem 1980 og 1999 fik mindst 100 flyvemaskiner skader af frontale møder med vulkanske askeskyer. Og langt de største skader blev påført de helt store rutefly, ikke mindst 747-jumbojetten.

Der er tilmed registreret askeskader på fly, der har befundet sig op til 3.000 km fra en vulkan i udbrud. Til sammenligning er der mindre end 1.600 km fra Eyjafjallajökull-vulkanen i Island og til den jyske vestkyst.

Det var netop efter en række hårrejsende vulkanrelaterede flyhændelser i 1980erne, at man besluttede at etablere det internationale vulkanovervågningsprogram for luftfart.

Den nok mest dramatiske episode var en hollandsk KLM-jumbojet, som i november 1989 fløj ind i askeskyen fra et udbrud i Alaskavulkanen Mount Redoubt. Samtlige fire motorer satte ud, og på fire minutter faldt flyet 4.500 meter, ind til det befandt sig få hundrede meter over bjergtinder på op til 3.350 meters højde. Bare et til to minutter, før flyet ville have ramt et bjerg, lykkedes det at genstarte motorerne, hvorefter det kunne lande sikkert i lufthavnen i Anchorage.

Skaderne på flyet beløb sig imidlertid til omkring en halv mia. kroner, og det var ude af drift i månedsvis efterfølgende.

Selv om den aktuelle flynedsmeltning som bekendt er langt den mest omfattende nogensinde som følge af vulkanudbrud, så sker det faktisk med jævne mellemrum, at lufthavne må lukke ned og fly aflyses eller tildeles markant andre ruter, når søjler af aske, svovl og giftige gasser vælter op fra Jordens buldrende indre.

Det skete f.eks. i 1989-90 omkring Redoubt-vulkanen i Alaska. Det skete i 1991 omkring den farlige vulkan Unzen i Japan. Det skete i 1991 og 1993 i Chile, i 1991 i Filippinerne (Pinatubo-udbruddet), i 1994-95 i Indonesien og i 1996-98 i Mexico.

Fra 1980 til 1998 måtte flere end 35 lufthavne i 11 lande således lukke i perioder på grund af vulkanudbrud. Ikke mindst den kraftige aktivitet i Alaskas talrige vulkaner har ofte medført store forsinkelser på den travle rute ned til lufthavnene på Nordamerikas vestkyst.

Men det skete også i november 2004 som følge af den islandske vulkan Grimsvötns kraftige udbrud under Europas største gletsjer Vatnajökull. Askeskyen fløj dengang ind over både Norge, Sverige og Finland, hvorfra lufttrafikken måtte omdirigeres, og hollandske KLM aflyste 59 flyafgange fra Schiphol-lufthavnen i Amsterdam.

Afsnittet i min vulkanbibel nævner specifikt den travle flyrute mellem Nordeuropa og Nordamerika over det vulkansk aktive Island som en særlig risiko.

Det skyldes ikke mindst, at Keflavik-lufthavnen nær Reykjavik fungerer som et slags sikkerhedsnet for transatlantisk flytrafik. Rutefly, der kun er udstyret med to motorer, bør nemlig maksimalt befinde sig tre timers flyvning fra nærmeste landingsbane.

Hvis Keflavik er lukket som følge af en askesky, kan det altså indebære, at alle to-motorers fly får transatlantisk flyveforbud – herunder Airbus A330 og Boeing 767.

(Reglen kan være lavet om, siden bogens udgivelse i 2000, men her kan medbloggerne måske være mig behjælpelig?)

Det er muligt, at vulkanudbruddet fra Eyjafjallajökull snart afsluttes eller går ind i en mere stilfærdig fase, når den har opbrugt tilstrækkeligt store mængder af gletsjerisen, der har en eksplosiv virkning på vulkanismen. Det ville være en enorm lettelse for passagerer og luftfart.

Men det er også muligt, at den fortsætter on and off med eksplosive og askeholdige udbrud i et år eller mere fremover.Dertil kommer risikoen for, at den nærliggende og væsentligt farligere vulkan Katla futter af ved samme lejlighed. Samtidig tyder en hel del på, at vulkanismen i landet af ild og is i det hele taget er på vej ind i en mere aktiv fase med flere og kraftigere udbrud i årtierne fremover.

Det askeforårsagede flykaos er altså ikke kommet for at blive, men for at vende tilbage med jævne mellemrum i fremtiden – især når de islandske vinde blæser ned mod os i Europa.

Der er heller ikke meget håb at hente i kapitlet om fly og vulkansk aske i min vulkanbibel. Her konkluderes nemlig følgende:

”Det er usandsynligt, at jetmotorer, flyskrog og flyelektronik nogensinde kan bygges, som kan modstå at flyve gennem en vulkansk askesky uden alvorlig risiko for liv og materiel. Det er også usandsynligt, at jetfly på langfart inden for en overskuelig fremtid kan bevæge sig i højder over vulkanske askeskyers rækkevidde. Disse faktorer viser, at problemer for fly vedrørende luftbåren vulkansk aske vil bekymre vulkanologer i lang tid fremover.”

Hvad skal vi og videnskaben stille op – eller er verden bare grebet af hysterisk askepanik?

43 kommentarer RSS

  1. Af Asger Manø

    -

    Jeg sidder i Bangkok og vil søreme gerne hjem, og det er der tusindvis af andre, som også gerne vil.
    Jeg betvivler ikke, at det er nødvendigt med flyveforbud, da en sådan beslutning ikke træffes uden at være begrundet i fakta. Nu har jeg fløjet i mange år, og kan ikke forstå, at det er aldrig er sket før, da der er masser af vulkanudbrud jorden rundt, og jeg har aldrig tidligere hørt om forbud.

  2. Af Jørgen Schang Nielsen

    -

    Vor fantastiske udenrigsminister, Lene Espersen, har åbenbart ikke fulgt med i udviklingen af vulkanasken. Ellers var hun nok allerede i går taget af sted i bil til begravelsen i Polen – i forsøg på at genoprette et blot rimeligt skær af at være et ordentligt menneske. Et sådant ordentligt menneske var derimod den norske konge, da han skulle til vor dronnings fødselsdag. Men sådan er der så meget

  3. Af Sören Schmidt

    -

    Jeg tror ikke vi kan kalde det askepanik, men måske “pludselig aske irritation”. Det er så let at kalde det hysteri, men sker der en ulykke eller nödlanding pga. askestövet så vil pågäldende lands myndighed blive grillet levende. Og hvem syntes, at det bare er hysterisk når motorerne slukker eller at diverse höjde, hastigheds målere ikke virker og flyet bliver umuligt at manövrere. Fordi man ikke har hört om det för betyder det ikke at det ikke har forekommet – men derimod at man udstiller sin uvidenhed.

  4. Af Flying penguin

    -

    …dette her er islændingenes hævn for at de ikke fik lånet hurtigt som de ville…

  5. Af Flying penguin

    -

    Både IMF, Danmark, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien og Holland skulle alle have givet efter for den islandske hest.

    Næste gang lader islændingene en endnu større vulkan gå i udbrud. Vi kan lige så godt overgive os, og acceptere de islandske beitngelser.

  6. Af M K Petersen

    -

    Det specielle ved denne situation er at det rammer adskillige store trafikcentre i Vesteuropa, London Heathrow, Frankfurt, Amsterdam og Frankfurt foruden adskillige andre store lufthavne inklusive Københavns Lufthavn.
    Ved de andre vulkanudbrud har man kunnet flyve udenom, det kan man ikke i dette tilfælde.

  7. Af mads kastrup

    -

    Jeg vil gerne takke min vidende kollega Lars Henrik Aagaard.
    Han har med denne blog besvaret alle de spørgsmål, jeg havde. I hvert fald i det omfang, det åbenbart er muligt at besvare dem.

  8. Af M. Lynge

    -

    Selvom det er en konkurerende medie, så vil jeg lige referere den her artikel:
    http://www.bt.dk/udland/jager-fly-haerget-af-vulkanasken
    Et Finsk jagerfly fløj gennem askeskyen Torsdag og fik omfattende skader på motoren.

    Det får mig til at være lidt mistænksom når cheferne for flyselskaberne hævder at det ikke er farligt. Formentlig har de så store økonomiske tab at de er villige til at sætte folks liv på spil. I hvert tilfælde kan de ikke opfattes som på nogen måde neutrale.

  9. Af Peter T.

    -

    Jah… Jeg er “blot” nervøs for mit faste job i lufthavnen i Kastrup.

  10. Af bjørn jespersen

    -

    tak for oplysningen

  11. Af jens holm

    -

    Min bekymring går mest på Islændingene. Hvis vinden vender og den sprutter lidt mindre, så får de hele møget…

    Ja, færgerne her sejler heller ikke, når vejret er tilstrækkeligt dårligt.

    Skulle jeg nævne noget negativt, så er det vel, at ellers halvtomme hoteller udenfor sæsonen tager kraftige overpriser. Det er jo bare en masse stakkels folk, så behøver tag over hovedet og en seng. De har ganske giver problemer nok i forvejen.

    Man bør ikke plyndre dem på den måde, selvom det vist er flyselskaberne, som betaler for det meste…

  12. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Vulkansk aske i en flymotor er bestemt ingen spøg.
    Man skal være opmærksom på, at turbineskovlene under drift konstant køles af en “film” af kold luft (kold og kold er måske så meget sagt) der presses ud gennem de hule turbineskovle – bryder den køling sammen, så udsættes skovlene for forbrændingskammerets blæselampe – og det kan de ikke holde til.
    Det kan godt være, at motorerne kan genstartes; selvom ½ time i et 747-svæveplan langtfra anbefales nervøse ældre damer.
    Men bla. p.gr.a. gensmeltningen – så tvivler jeg alvorligt på, at de motorer er ret meget andet end skrot, når flyet er kommet ned.

    Så må vi jo også håbe, at det lykkes at genstarte motorerne i tilstrækkelig højde… Der er meget langt at svømme fra Island til Norge.

    Jeg har for år tilbage været fortaler for Sdr. Strømfjord som alternativ. Den har den fordel, at den kan beflyves så at sige hele året. Så jeg tror nok, at de 2 motorede er sikre nok.

    Vi bliver nu nok nødt til at leve med naturens luner – man flyver heller ikke med vilje ind i en amboltsky.

  13. Af Rene Sørensen

    -

    Siddede strandet på mit hotelværelse i Beijin, med 40 elever og min kollega ude og Bowle i byen. (hvad gør man ikke for at få tanker væk fra problemerne) ønsker jeg mig bare hjem til Danmark, så for min skyld må “askepanikken” gerne gå over….

    Og tak for de vise ord, lad os bare håbe det ikke varer ved alt for længe…

  14. Af Thomas S

    -

    En anden berømt hændelse var et British Airways fly i 82:
    http://en.wikipedia.org/wiki/British_Airways_Flight_9

    Og ja – hvis fly-bosserne ikke mener der er nogen fare mere, synes jeg at de selv personligt med familie skulle tage med på de første flyvninger.

  15. Af carsten nielsen

    -

    Jeg synes vi skal se det positive i det. Nu bliver de næste fly fyldt helt op og miljøbelastningen sat ned via dage med ingen flyvning.

  16. Af Jørn Klitgaard

    -

    Nu er det anden gang jeg oplever den fustration der opstår efter naturen har vist sin styrke, første gang efter Tsunamien i Thailand og i torsdags, hvor vi skulle flyve fra Paris. Jeg må sige denne gang er man overladt til sig selv, vi valgte efter Tsunamien kun at flyve med velrenomeret flyselskaber, og fløj med SAS til Paris, sikken en brøler, vi har intet hørt fra SAS siden torsdag og deres telefoner er sat på telefonsvarer og de er umulige at kontakte, ikke en gang Top Tours behandler deres kunder så dårligt. Så vi må selv finde Hotel og hjemtransport ellers bliver det en lang sommer i Paris.

  17. Af Henrik Kroman

    -

    Der er ikke noget nyt fra Naviair om hvornår luftrummet åbnes men tidligst mandag 8:00
    Som det ser ud ligenu er der ikke nogen ændring i jetstrømmen de kommende 3-4 dage
    den går fra NV ned over Nordeuropa.

  18. Af Kim Houmøller

    -

    Måske skulle menneskedyret overveje om det er klogt at være så afhængig at flytrafik fremover. Her på Amager er luften langt bedre at indånde end før. Så luk bare op for nogle flere vulkaner. ;)

  19. Af Hildur Jonsdottir

    -

    Lars Henrik – endnu en gang en artikel fra dig av enorm höj kvalitet. Tak.

    Saa vidt jeg kan se, saa er der nu en debat igang hvorvidt “the International Airways Volcano Watch (IAVW) under verdensmeteorologiorganisationen WMO” i London, har overreageret eller ej. Din konklusion er, at det har den ikke gjort, ifölge princippet “better safe than sorry”.

    Din artikel oplyser os om, at deres standsning af lufttraffiken over Europa baseres paa computermodeller, etc. men ogsaa “anecdotal evidence” af en række flyhændelser. Samtidig er der mangel paa empirisk viden af “grænseværdier” af askens concentrering o.l. for flytraffikken. Jeg synes, det er selvklart, at de, som producerer flymotorer og -maskiner, vil i fremtiden behöve at forske meget mere i samspillet mellem askesky og flymotorer. Men det er klart, at i intet andet form af transport göres der lige saa höje krav til sikkerhed som i flytraffikken.

    Selv befinder jeg mig i en bizarre situation. I gaar havde skyene lettet over Eyjafjallajökull,saa jeg kunne se askeskyen strække sig höjt op i himlen i kun 80 km distance fra hvor jeg bor. Heldivis (for mig)bor jeg vest for udbruddet, saa der er ingen æske der hvor jeg bor, fordi vinden har været fra vest lige fra udbruddets begyndelse. Den værste vindretning for resten af Europa. Lufthavnen i Keflavik ligger ogssa vest for udbruddet, saa den er ikke lukket. Flyforbindelsen fra Island til Amerika er uforstyrret.

    Syd og öst for udbruddet har befolkningen der nu oplevet totalt mörke, sigtbarhedet paa kun et par meter, tykt lag av æske overalt, som er saa fin at dæn sniger sig ind alle steder, fare for kvæg som skal reddes i hus og beskyttes i den grad det er overhovedet muligt.

    Jeg har fra mine udenlandske venner faaet spörgsmaal om, hvorfor det forrige udbrud for kun en maaned siden i kun faa kilometers distance fra det sted, udbruddet nu er, var saa “uskyldigt”. Det udbrud blev i Island kaldt et turist-udbrud, fordi det var forholdsvis saa lille og folk kunne komme saa tæt paa. Faktist flokkedes folk, islændinge og udenlandske turister, til stedet, uden större risiko. Derfor fik vi en enorm mængde utrolig flotte billeder,taget ganske tæt paa.

    Det nuværende udbrud er langt större. Forskellen ligger dog mest i, at udbruddet nu sker under en gletsjer. Derfor bliver der voldsomme sprængninger naar magmaen mödes med isen, som til gengæld förer til at magmaen pulveriseres og skydes meget höjt op i atmosphæren i form av aske. Hvis ikke for dette samspil, saa ville magmaen löbe ned fra krateren i form av lava, uden de helt store virkninger for atmosphæren.

    Det imponerede mig, at du havde den detalje med i din artikel, nemlig, at inden i flymotorene smeltes asken igen pga den höje varme – som medförer, at klumper av glas formes. I Island har vi en enestaaende kunstner, Halldor Asgeirsson, som har netop arbejdet kunstnerisk med dette fænomen i mange aar. Han har lavet utrolige genstande, hvor han har meltet gammel aske og lava som findes overalt i jorden i Island, og fremstillet glasskulpture av dette material. Maaske burde videnskabsmænd anskaffe sig hans skulpturer, for at faa bedre kenskab til egenskabene av den genmeltede aske. Kun en idé ;-).
    Med hilsen fra Island.

  20. Af Carl-Erik Pedersen

    -

    Jeg tror, at vort störste bekymmer, i fremtiden, kommer til at dreje sig om indholdet af svovldioxid, i askeskyer fra Islandske vulkanudbrud.

    Har lige set en berettelse om et Islandsk vulkanudbrud i 1783, der resulterede i dobbelt så stor dödelighed under månederne juni-juli-august-september i 1783 i England, og Frankrig som normalt, p.g.a. ödelagte lunger.

    Da nordvestenvinden, er den fremherskende vindretning over vest Europa, kan dette fenomen meget let forekomme igen, og måske i en endnu värre udgave!

    Så der er faktisk grund til at näre en vis bekymring!

    M.v.h.

  21. Af Nina Villadsen

    -

    Hej Lars Henrik.

    En usædvanlig spændende artikkel.

    kh. Nina fra 3.real Vestre.

  22. Af Thomas Holm

    -

    Meget spændende artikel, der gav en masse svar.

    Det er ret skræmmende at tænke på at dette udbrud kan vare ved i flere måneder… Det er endnu mere skræmmende at denne vulkan kun er lillebror til Katla og faktisk kan vække denne til udbrud.

    For når Katla går i gang, så er virkelig aske i luften!

  23. Af Hildur Jonsdottir

    -

    Nyt fra Island
    Magnus Tumi Gudmundsson, en av Islands bedste geologer, har lige sagt til Islands Radio, at 750 tons af aske (pulveriseret magma) er ryget op i luften hver eneste sekund siden udbruddet startede. I alt er 140 millioner kubikmeter af magma blevet skydet op i luften – det er störrelsen af askeskyen som er nu over Nord-vest Atlanten og Europa.

  24. Af Alban Hansen

    -

    Jeg takker sgu af hele mit hjerte den islandske vulkan for at have beriget tilværelsen med et sjældent strejf fra fortiden: Dengang luftrummet alene var fuglenes og skyernes, tomt og stille. Prøv at sidde på terrassen en aften og nyd den enestående stilhed, den stribefri horisont og fornemmelsen af, at livet er mere end mistet omsætning for flyselskaberne og kuk i timeplanen. Fedt.

  25. Af m larsen

    -

    Hej Lars Henrik,
    Tak for en superinformativ og veldokumenteret artikel. Min fætter er netop kommet fra York til København med tog via London-Amsterdam, endda i sovevogn, så det kan fortsat lade sig gøre at rejse i Europa, hvis man har lidt økonomisk rygdækning og ikke forventer lavpris. Et mere og mere uoverskueligt problem bliver de mange, som er strandet og vil strande på oversøiske destinationer; selv om flytrafikken måske kommer i gang om en uges tid, så kommer det til at tage meget lang tid at få ryddet op i køerne, i og med at luftfartselskaberne næppe har kapacitet til at transportere alle de ophobede passagerer samtidig med at de også skal transportere de “almindelige” rejsende – mange af sidstnævnte har jo booket plads god tid i forvejen og er næppe idealistisk nok indstillede til at ville vige deres pladser til fordel for strandede rejsende. Ekstra fly kan man næppe regne med, for mon ikke der skal foretages ekstra sikkerhedstjek af flyene efter hver eneste flyvning, og sådan noget tager jo tid. Man kan flyve passagererne til de askefri områder i Syd- og Nordøsteuropa, men derfra vil det – efterhånden som man iværksætter sådanne tiltag – blive stedse vanskeligere at nå frem til Nordeuropa; jernbanerne og busselskaberne opererer jo heller ikke ligefrem med stor overkapacitet i deres transportsystemer. Skulle askeproblemerne fortsætte i måneder, åbner det på den anden side set op for nogle spændende nye rejsemønstre f.eks. København-Bejing med tog/skib via Stockolm-Turku-Sankt Petersborg og videre med fly fra en by i Rusland. Mange vil genopleve charmen fra ungdommens InterRail-ture. At rejse er at leve!

  26. Af John Petersen

    -

    Carsten Nielsen flæber som et lille barn: “Jeg synes vi skal se det positive i det. Nu bliver de næste fly fyldt helt op og miljøbelastningen sat ned via dage med ingen flyvning.”

    Der er overhovedet ingen nævneværdig miljøbelastning forbundet med flyvning, med mindre, selvfølgelig, du betragter en hvilken som helst afvigelse fra et eller andet forhistorisk nulpunkt som en miljøbelastning. Og det er i virkeligheden det der er dit problem, ikke? Tilstedeværelsen af en højteknologisk civilisation, og, formentlig, i særdeleshed den vestlige civilisation som alle folkeskoleelever ved er en ond civilisation. Eller er det bare god gammeldags venstreorienteret ondt i røven over at nogle har råd til at flyve? Jeg ynker dig fra forsædet på min Jeep.

    Slumstormeren Kim Houmøller holder sig bestemt heller ikke tilbage: “Måske skulle menneskedyret overveje om det er klogt at være så afhængig at flytrafik fremover. Her på Amager er luften langt bedre at indånde end før. Så luk bare op for nogle flere vulkaner. ;)”

    Lad mig indledningsvis udtrykke min dybeste medfølelse over at du bor på Amager, og dernæst give dig ret i at med sko, hestevogne, og cykler, er der ingen der rigtigt har brug for fly, biler og lastbiler. Vejen frem er selvfølgelig – selvfølgelig – mere eller mindre selvforsynende enklaver a la DR’s idiotiske Friland, hvor børnene frigjort fra mareridtsdrømme om snarlig global nedsmeltning, sparker fornøjet til fodbolde af strippet bark, halm, og størknet kolort. Her er vi alle lige, undtagen dem der er lidt mere lige. De Udvalgte. Tæskeholdet. Ældrerådet. Partiet. Det er til at få tårer i øjnene af, hvis det altså ikke var fordi Kims lortebrune minimalisme ER forsøgt implementeret indtil flere gange med samme menneske- og frihedsundertrykkende resultat hver gang.

    Men Kim. Hvis du er så pissetræt af alle bekvemmelighederne på disse breddegrader, er der stadigvæk et par steder tilbage på jorden hvor du i skæret fra tranlampen kan terpe Maos Lille Grimme Røde. Du vil ikke blive savnet.

    Thomas Holm dirrer af spænding fra bagrummet af sin ombyggede Toyota HiAce: “For når Katla går i gang, så er virkelig aske i luften!”

    Wow. Mjae. Sikkert. Men, Thomas, uheldigvis for dig kommer du aldrig til at oplevet dette storslåede øjeblik med speederen i bund, dig ud ad hærvejen, og en askesky i sidespejlene. Ved du hvorfor? Du er nemlig for længst død. Druknet. Global opvarmning, du véd. Og ja, det er virkelig skræmmende stuff, men den er god nok. Efterhånden som kloden bliver varmere flytter vi ud til kysterne hvor vi ligger os fladt på ryggen og følgelig drukner når nu verdenshavene har hævet sig en halv meters penge. Bare spørg Stefan Rahmstorf. Eller Hr. Aagaard. Det er lidt ligegyldigt; de gør sig nemlig begge i science fiction fortællinger.

    Slutteligt fik Hildur Jonsdotti bestemt smilet frem med følgende brandudsalg: “Lars Henrik – endnu en gang en artikel fra dig av enorm höj kvalitet. Tak.”

    Enorm? Høj? OG kvalitet? Det er jo hele tre ting, og så i samme sætning! Men ja, Ingen kombinerer Pixie, Muzak, og eventyrfortællinger fra det apokalyptiske overdrev med samme passion og selvtilstrækkelighed som Lars Henrik ‘Der Untergang’ Aagaard. Har vi dog ikke alle sammen på et eller andet tidspunkt smidt klunset og nøgenbadet i Aagaards berusende kilde af overophedet dommedagsbobler? Jeg tror det.

    Også tak herfra. Men det er nu af helt andre årsager.

  27. Af M. Lynge

    -

    @John Petersen

    “Carsten Nielsen flæber som et lille barn….”

    …og John Petersen brokker sig som en mavesur gammel mand :-p

  28. Af john petersen

    -

    @John Petersen

    Du bringer skam til navnet.

  29. Af Kim Houmøller

    -

    Safety first or money first?

  30. Af Ann Pettersson

    -

    Tak for artiklen! Denne form for fakta og saglighed har været savnet i de danske aviser.

    Selv om jeg føler med flyselskaberne så er faldende fly altså mere kritisk end faldende aktier.

    Jeg holder mig på jorden og arrangerer Video konferencer med mine kollegaer i andre lande til jeg føler det er sikkert at flyve. 10 testflyvninger gør ikke mig tryg, hvad sker der efter 200 flyvertimer med sådanne motorer?

  31. Af Lars Christensen

    -

    @ John

    Se DET er en mand der kan sin tilsviningsABC – SÅDAN og ganske underholdende :O).

    Troede et øjeblik jeg fornemmede lidt ironi, men heldigvis nej, den VAR god nok! Jeg kender fornemmelsen John og jeg føler med dig, for det er sgu svært at være det eneste sandt oplyste menneske i verden – men du skriver nu altså en god sviner! ;O)

  32. Af Brian Korsgaard

    -

    Hvad der generer mig mest pga dette naturfænomen er, at ikke så snart man har grounded fly i 4-5 dage, så hyler branchen op om statsstøtte !!!!!! det er efterhånden mere regelen end undtagelsen, at alle skal have statsstøtte af den ene eller anden grund! Det næste bliver vel at erhvervslivet vil have statsstøtte når storebæltsbroen lukkes pga storm i mere end 2 timer ! Nå ja, alle vi andre der holder i timevis skal vel også have statsstøtte osv osv !!!! Gud fader bevares!!

    Og nu kan man læse, at de hundehoveder, skidesprællere og latterlige populistiske politikkere i VKO er klar til at overveje en statsstøtte til en branche i fri konkurrence, der klager deres nød! Sovjetunionen kunne ikke have ført en mere planøkonomisk politik end den VKO er i fuld gang med! Men lad os smide dem på porten ved næste valg, lad dem ryge på kontanthjælp til 9800 kr / mdr, altså efter de har førindløst alle deres pensioner, brandbeskattet med 60%, så de kun har for 50,000 kr, som alle andre på kontanthjælp, så kan det være de igen får fokus på, hvad danskernes skattekroner skal bruges til, velfærdssystemet og IKKE statsstøtte til en branche pga et uheldigt vejrfænomen ! Halløj hvor det går i gamle Danmark

  33. Af Brian Korsgaard

    -

    Iøvrigt kan selskaberne forsikre sig mod en stor del af de udgifter de har på strandede passagerer, og mange passagerer har vel også en forsikring, hvis de er rejst udenlands til dækning af div ekstra udgifter!

    Og mon ikke at alle de hylere, der synes det er SÅ forfærdeligt med flystoppet, også vil være de første der står i kø ved håndvasken, hvis et fly med 189 passagerer styrter ned pga asken ? En gang en brokrøv, altid en brokrøv!

    Det største problem er vel, at nogen mennesker stadig begræder at de endnu ikke kan kontrollerer vejret!! OG tak for det !

  34. Af Troll Petersen

    -

    Så er det først fly nødlandet, formentlig pga. aske………….Så det er nok “lidt” farligt stadigvæk.

  35. Af Flying penguin

    -

    Hej Lars Henrik Aagaard,

    Jeg er lige kommet på en genial ide som kan redde den islandske økonomi.

    Jeg har læst, at NATO jet er beskaiget på grund af vulkanaske, og at en NATO embdsmand siger at flyene ikke kan komme på vingerne.

    Island har masser af vulkan aske, men ingen penge. Hvad men at investere i den islandske våben industri, og bygge “vulkanaske-bomber” på Island?

    En vulkanaske-bombe affyres fra landjorden, og eksploderer i den højde man ønsker den skal eksplodere i. Asken fra bomben vil blive suget ind i kampflyenes jetmotorer som vil få jet flyet til at styrte.

    Man behøver nemlig ikke at ramme et F-16 fly.

    Man kan nøjes med at få noget flyveaske hvirvlet ind i motorerne, og så er ballet forbi for jet flyet.

    Hvad mener du om min ide?

    http://www.bt.dk/udland/nato-slaar-alarm-f-16-fly-skadet-af-vulkan-aske

  36. Af Lars Henrik Aagaard

    -

    @ Flying Penguin

    Sjov idé, men næppe praktisk gennemførlig. Det ville nemlig kræve, at man kan konstruere askebomber af en sådan størrelse, at de kan pumpe flere hundrede ton tefra eller aske op i atmosfæren hvert eneste sekund. De tre første dage efter det aktuelle udbrud udspyede Eyjafjallajökull omtrent 750 ton tefra i sekundet, viser islandske beregninger.

  37. Af lars ras

    -

    har der ikke altid været problmer med iSland siden de løsrev sig fra Danmark. Jeg syntes det er hamrende spændende med den her vulkan, måske er det bare fordi jeg jeg er hjemme og ikke skal ud og flyve den næste tid.

  38. Af Flying penguin

    -

    Lars Henrik Aagaard,

    Du ved jo så meget om biologi og fysik. Kan du forklare mig hvorfor denne slange er så dum at den spiser sig selv?

    Kan den ikke mærke at den spiser sin egen krop?

    Kan en slange virkelig være så dum? Hvis den er tilstrækkelig sulten…?

    http://www.china.org.cn/photos/2010-04/19/content_19856114_9.htm

  39. Af Carl-Erik Pedersen

    -

    Hbvad verden önsker ra Island er: Cash, not Ash!

    M.v.h.

  40. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Nu er der offentliggjort billeder fra den finske F-18’s brændkamre. De ser ikke gode ud! Det skal vi nok ikke ind på! Ærgeligt; men….

    Til John Petersens rap til miljøfimserne:

    Da man indførte bilerne i USA’s storbyer, så blev det betragtet som et miljøfremskridt af de helt store. Hvorfor?

    Joo, der var også en trafikprognose for London, der forudså, at byen i – jeg tror det var – 1960 ville være begravet i hestemøg.

    De gamle sporvogne blev malet i farven af gadesnavs – den brune farve tyder på at der var et stort organisk indhold i gadeskarnet.

  41. Af John Petersen

    -

    M. Lynge;

    Min helt generelle holdning er at arbejdsløse skal fratages deres stemmeret og internetforbindelse. Men det er bare mig…

    Lars Christensen;

    Tak for de pæne ord. Det varmer om mit fedtmarmorerede hjerte.

    Derudover:

    Dette ER blot det seneste eksempel på hvordan Aagaards hjerne fungerer: teori & modeller overtrumfer praksis & empiri. Altid.

    Faktum er at prøveflyvninger for mere end to dage siden ikke afslørede problemer overhovedet. Dette er praksis. De få steder man overhovedet har mål partikelkoncentrationer – fx. Norsk Institut For Luftforskning ved raketudskydningsanlægget på Andøya – er konklusionen, at der ingen fare er overhovedet. Dette er empiri. Piloter over en bred kam erklærer at vulkanaske ikke i praksis giver lufttrafikken problemer, og understøttes af de mange vulkanudbrud på Island, Balkan og Italien der ikke har resulteret i omfattende nedlukninger af lufttrafikken. Siden luftfarten med jetfly for alvor tog fart i begyndelsen af 60’erne, har der alene på Island været 21 vulkanudbrud. Dette er statistisk empiri.

    Vulkanforskere flyver ofte rundt i røgfanen fra vulkanudbud i propelmaskiner med stempelmotor med roterende luftfilter, uden at det giver problemer. I forbindelse med nævnte udbrud på Island, har forskere fra Norge drønet rundt om vulkanudbruddet i en helikopter med turbinemotor, der netop er følsom overfor partikler eftersom luftgennemstrømningen gennem motoren er så stor, at det ikke kan filtreres. Alligevel var der altså ikke så meget støv i luften, at det blev betragtet som farligt.

    Fra The Local (tyske nyheder på engelsk!) har vi d. 18. april følgende helt fortjente svada fra Lufthansa og Air Berlin:

    “We sent ten Boeing 747 and Airbus 340 jets on transfer flights from Munich to Frankfurt,” Lufthansa spokesman Klaus Walther told the paper. The planes were moved in order to be in the most useful place once the ban is lifted, he explained.

    “Our machines flew to a height of 24,000 feet, or around 8,000 metres. In Frankfurt the machines were examined by our technicians. They didn’t find the slightest scratch on the cockpit windscreens, on the outer skin nor in the engines.”

    “The flight ban, which is completely based on computer calculations, is causing economic damage in the billions. This is why, for the future, we demand that dependable measurements must be available before a flight ban is imposed.”

    Og dermed er vi ved sagens kerne: computersimuleringer, og Aagaards afgrundsdybe fascination for en hvilken-som-helst teoretisk fare der kan graves frem fra bunden af 100.000 linjer Fortran kode. Hvis det er et problem i en computermodel, er det en potentiel katastrofe i Aagaards hjerne. Det er fuldstændigt ligegyldigt om han skriver om spekulative klimakatastrofer, Svineinfluenza eller vulkaner. Det er samme sensationslystne bavl af den slags der trods alt gør sig bedst på det store lærred. Og med Emmerich bag roret.

    Fordi spejderfører Aagaard i sin 1400 sider moppedreng af en Grønspættebog har fundet ud af, at det KAN være problematisk at flyve lige lukt, og på klods hold, tværs gennem en sky af vulkanaske – no shit, Sherlock? Virkelig?! – ja så er det selvfølgelig helt i orden, at myndighederne lukker luftrummet ned hvor koncentrationen er så svag, at det kræver måleinstrumenter for overhovedet at registrere noget.

    Dette er som med svineinfluenzaen: Ingen tør i denne stadigt mere frygtstyrede verden tage nogen som helst risiko for så meget som at udfordre en teoretisk fare. Ikke engang en propelmaskine turde man sende op for at måle askeindholdet. Eller også tænkte man bare ikke over det.

    Og hvorfor skulle man? Vi har jo vores computermodeller. Fra the Met Office, for det ikke skal være løwn.

  42. Af A P

    -

    Klassisk !

    Først en kort og, tilsyneladende, saglig gennemgang af modpartens argumenter.

    Så falder bomben: “..Alligevel er jeg tilbøjelig til at hævde, at nej, myndighederne overdriver ikke.”

    Hvorfor er jeg ikke overrasket??

  43. Af Frank Hansen

    -

    Det er ikke rimeligt at en EU-forordning medfører, at luftfartsselskaberne skal betale ophold for tusindvis af strandede passagerer i ugevis. De almindelige regler for force majeure må få forrang i et tilfælde, som slet ikke passer på den situation som EU-forordningen er skabt til, og det uanset hvad forbrugerjuristerne måttet mene. Der er jo ikke tale om de sædvanlige årsager til forsinkelser som fx overbooking eller mangelfuld planlægning. Jeg er sikker på at retten vil have forståelse for en force majeure situation, hvis det ender med en sag.

Kommentarer er lukket.