Nopenhagen

Af Lars Henrik Aagaard 105

13 dage har jeg tilbragt i Bella Center på tynd øko-kaffe, osteboller og bæredygtig Anthon Berg-chokolade.

Jeg har svedt med den samlede verdenspresse, gnubbet skuldre med klimaforhandlere, miljøministre og regeringschefer fra over 100 lande, og jeg har set, hvordan en ambitiøs global klimaaftale smuldrede og forvandlede sig til en uforpligtende politisk erklæring.

Mens aktivisterne råbte på klimaretfærdighed, frosten bed i Bella Centers beton, og redaktørerne råbte på flere web-artikler, stillede jeg mig selv nogle spørgsmål om hele hurlumhejet – om København, klimaet, kvalmen og skepsisen, der blev væk.

Her følger de – samt svarene: 

Blev der skrevet verdenshistorie i Bella?

Ja, i den grad. Men af de forkerte årsager.

Der var lagt op til, at topmødet i Bella Center skulle cementere forestillingen om, at alle Jordens lande er i samme båd, og at samtlige passagerer, store som små, kan erkende, at man har et kollektivt ansvar for, at båden ikke kæntrer — selv i stormvejr.

I stedet blev COP15 en manifestation af, at Jordens to tungeste CO2-udledere, Kina og USA, sidder i hver sin side af båden og på grund af deres vægt, manglende ansvarsfølelse og klodsede ubehjælpsomhed er i færd med at kæntre den.

COP15 blev dermed også en manifestation af det historiske skifte i klodens magtfordeling, som er hastigt undervejs i kraft af Kinas voldsomme økonomiske vækst. Kina forsøgte i Bella Center at manifestere sig som en supermagt, der som mindstemål er USAs ligeværdige partner.

Det må også betegnes som historisk, at 120 stats- og regeringschefer kunne flyve direkte ind til en afgørende konference i de Forenede Nationer og på mange måder sætte FN-systemet ud af kraft ved nærmest at overrule medlemslandenes konsensuskrævende beslutningskraft.

Endelig må man midt i skuffelsen over det hule indhold af The Copenhagen Accord, som resultatet hedder, trods alt notere sig, at der blev taget et indledende, men beskedent skridt i den rigtige retning.

Trods intense magtkampe, frustrationer og den klassiske rig-fattig konflikt i lys lue lykkedes det at få næsten alle Jordens lande til at enes om en ganske vist noget uklar fordeling af klimabyrden.

Det var sand verdenshistorie. 

Gabte Danmark over for meget?

Der må være titusindvis af københavnere, som nu har mere end svært ved at falde til ro oven på to ugers adrenalinrus og stille deres overophedede nervesystem ind på julens og familiens velsignelser.

Ritt Bjerregaard og hele Københavns Kommune har holdt internationalt borgmestertopmøde med deltagelse af alt fra »The Governator« over Richard »Virgin« Branson til New York-borgmester Michael Bloomberg.

Mindst 100.000 danskere og udlændinge har demonstreret for klimaofrene, været vedholdende aktive i græsrodsbevægelser, sunget, danset, råbt, skreget, smidt brosten mod politiet og trodset intens kulde.

To tredjedele af hele landets politistyrke har arbejdet 16 timer i døgnet — til lands, vands og i luften — i et nok for gennemført forsøg på at opretholde ro, orden og sikkerhed.

I forbifarten anholdt de omkring 1.500 aktivister og ganske almindelige fredelige demonstrerende, som blev forsynet med isnende bagdele, mens de i øvrigt også lige skulle eskortere 120 præsidenter, premierministre, statsministre og diktatorer rundt mellem lufthavnen, Bella Center, hoteller og Christiansborg samt sørge for, at tusindvis af frysende og trængende deltagere i klimatopmødet ikke gik amok i frustration over at spilde op til en hel dag i en kilometerlang kø for at få adgang til de hellige klimahaller.

Imens gik det statslige danske embedsmandsapparat op i turbogear anført af fire ministerier, der arbejdede i døgndrift og til sidst så ud som noget, der bliver hængt til tørre på tabersiden i en skyttegravskrig.

Og så er jeg endda lige ved at glemme de tusindvis af servicefolk — kokke, opvaskere, hotelpersonale, guider, sneryddere o.s.v. — der lagde sig i selen for at give den tilrejsende klimaverden en god oplevelse. For ikke at tale om alle I andre, der tålmodigt måtte finde jer i afspærrede gader og grønne budskaber overalt.

Oven i det hele kom så den uforudsigelige faktor — sneen, der skabte kaotiske forhold i det ellers så berømmede kollektive transportsystem og fik afrikanere og klimaskeptikere til at juble, men af vidt forskellige årsager.

Klimatopmødet trak på alle grene af det danske samfund, som i langt de fleste tilfælde ydede deres bedste, oven i købet i en julestresset tid. Det var som en Roskilde Festival, et Academy Award Show og en snestorm oven i det største topmøde nogensinde uden for New York City.

Ja, Danmark gabte over for meget — eller rettere ville for meget på én gang. Håndteringsmæssigt nåede det den absolutte grænse for et beskedent lands formåen.

Men vi kunne godt have undværet en del af hele det gigantiske udenomsshow. Så grønt, så velmenende, så rigtigt, så celebrityfokuseret – og alt i alt for meget. Hvilket fører til næste spørgsmål:

Er klimakvalme blevet en folkesygdom?

Man skal være både blind og døv for at overse alle de grønne budskaber om Hopenhagen, Climate Justice og 2 degrees = 2 much, der er blevet udskreget fra alle københavnske gadehjørner og husgavle i december.

De trykte medier har været spændt til bristepunktet af klimaartikler, klimagrafikker og snurrende vindmøller.

TV har svælget i kælvende isbjerge, svedende isbjørne og højprofilerede klimadebatter.

Kronprinsen har proklameret at »Klimaet angår os alle«, københavnere har aset og maset for at holde hovedstadens kommunale juletræ glitrende med rå pedalkraft, og vi har fået skreget huden fuld af budskaber om al den »giftige« CO2, vi udspyr som de kødædende og umættelige rovdyr, vi er.

Og så var det endda bare kulminationen på et helt år, hvor enhver CEO med respekt for sig selv har promoveret grønne budskaber i aktionærernes hellige navn, og hvor man som mand skamfuldt har måttet bøje nakken under beskyldninger fra det stadigt stærkere svage køn om, at klimaforandringerne skyldes mænd, og at vi skal lade kvinder gå forrest, hvis vi vil redde Moder Jord.

Der er utvivlsomt mange, som nu glæder sig over, at det eneste ægte grønne er juletræet hjemme i stuen.

Grønt er godt, ja. Men klimakvalmen udeblev ikke, selv om COP15 i de sidste dage udviklede sig til en ren thriller, som man bare måtte følge med i for at kende og forstå dens hæsblæsende slutning. Også af hensyn til vor klodes og vore børnebørns fremtid, forstås.

Klimakvalme er endnu ikke en folkesygdom. Men de relativt få, der i alvorlig grad lider af sygdommen, vil få endnu sværere ved at holde de grønne klumper tilbage næste år, når den globalpoltiske klimadebat fortsætter med uformindsket styrke.

Klima er ikke et forbigående modeord. Men de platte grønne budskaber kan vi med lethed undvære.

Fik klimaskeptikerne et ben til jorden i Bella?

Et par uger før COP15 gik i luften 7. december, slog »Climategate« portene op på vid gab for den omsiggribende klimaskepsis.

Over 1.000 hackede og dermed kriminelt tilegnede emails fra en række af verdens førende klimaforskere blev lagt ud på nettet, og ud fra deres indhold mente konspirationsteoretikere, skeptikere og dele af Dansk Folkeparti at kunne konkludere, at hele klimatopmødet hvilede på en gigantisk løgn, ja, måske tilmed en ufatteligt omfattende sammensværgelse med det formål at få os alle til at sidde og fryse i stearinlysets skær iført islandske sweatere og med munden fuld af hirsekorn.

Hovedargumentet i den absurde overfortolkning syntes at være, at man på basis af et par af disse jævnt kedsommelige mails mente at kunne føre bevis for, at klimavidenskaben har ført verden bag lyset og fortiet, at der herskede Sumatra-agtige tilstande i Grønland i vikingetiden, og at der slet ikke har været nogen global opvarmning siden 1998.

På konferencen afviste FN-klimapanelet IPCC, hvis anbefalinger stort set al global klimapolitik hviler på, beskyldningerne med et skuldertræk.

Verdenspressen borede pligtskyldigt i alle de mere eller mindre absurde beskyldninger, som klimaskeptikere og en række højrefløjspolitikere havde fremført, men alt prellede af på den højeste klimaautoritet.

Som Rajendra Pachauri, klimapanelets formand, sagde:

»Jeg føler mig overbevist om, at mennesker er rationelle væsner, som lader sig lede af viden og information.«

Den schweiziske klimaprofessor Thomas Stocker, der står i spidsen for IPCCs videnskabelige arbejdsgruppe, tilføjede at, »hvis man på basis af ti års observationer mener at kunne drage konklusioner om klimaet, bør man kaldes vejrskeptiker.«

Trods sne og kulde døde spørgsmålet om klimaskepsis efterhånden fuldstændig ud blandt de 3.700 journalister, der dækkede COP15. Og i sidste ende gik den respekterede og normalt meget tilbageholdende danske glaciolog, professor og klimaekspert Dorthe Dahl-Jensen, ud med følgende advarsel i Berlingske Tidende:

»Hvis klimaforhandlingerne fortsætter i det spor, der er lagt op til i Bella Center, stiger temperaturerne globalt med omkring fire grader inden år 2100.«

Får Danmark valuta for COP-værtskabet?

»Den her reklameværdi kan ikke købes. Det voldsomme og altovervejende positive globale fokus på os vil få en værdi på flere milliarder kroner.«

Sådan sagde Udenrigsministeriets ambassadør for såkaldt public diplomacy, Klavs A. Holm, tre-fire dage før konferencens afslutning.

Det var dermed også før, frosten og blæsten fik amagerluften til bogstavelig talt at føles som en dybfryser, og det var før, at »Københavnsresultatet« fra næsten alle sider blev fortolket som både svagt, skuffende og slet ikke omfattende nok til at holde kloden på rette klimakurs.

København og Danmark vil dermed i fremtiden i den brede verdensoffentlighed blive forbundet med klimamissionen, der reelt ikke lykkedes.

Og i Det Hvide Hus sidder utvivlsomt en mand, der ikke kan forbinde sine hurtige svipture til København med noget som helst positivt — først fik han ikke OL til sin gamle hjemby Chicago, siden lykkedes det ham kun at skuffe størsteparten af verden med sit beskedne udspil til en klimaaftale.

Men nettet og medierne var med os.

Aldrig nogensinde i historien er Copenhagen og Denmark blevet så googlet, så omtalt, så udbredt. I lange perioder var »Copenhagen«, »Copenhague« og »Copenhaga« det mest anvendte søgeord på søgemaskinerne og i alverdens avisoverskrifter.

Danmarks hovedstad har cementeret sig i den globale bevidsthed som ingensinde før.

Men desværre vil mange i fremtiden også forbinde København med stedet, hvor verden ikke lod sig redde.

(Denne blog står også at læse i Berlingske Søndag 20. december 2009)

105 kommentarer RSS

  1. Af Stephan Wehrsdorf

    -

    Prøv lige at læse den nye artikel af LHA og Pauli.
    De skal FORESTILLE at være journalister – vi ved jo allesammen at om så Phil Jones gik ud og sagde at han HAVDE snydt og bedraget, så ville de 2 herrer ikke tage det for gode varer, da KLIMAKAMPEN er for vigtig…..
    Artiklen hedder “Ekspert: Klimakritik blæst op”
    Eksperten er Povl Frich.
    Så han er EXPERTEN til at bedømme IPCC som han selv er den del af !!
    HOLD KÆFT I ER LATTERLIGE LHA – det svarer sgu da til at spørge ræven med munden fuld af fjer, om den har spist nogle høns.
    Jornalistik ?????? LOOOOOOOOL

  2. Af Hans Hansen

    -

    @ Lars Henrik Aagaard : Jeg er så nedtrykt på dine vegne. Hvad skal du lave nu, hvor det hele har vist sig at være fup og svindel? Skal du så i stedet begynde at skrive rigtige artikler, eller vil du fortsætte med at kæmpe for at vi alle sammen skal tro på klimaløgnen?
    Hvor meget har du egentligt researchet selvstændigt på skræmmekampagnernes reelle indhold? Formentligt absolut intet hvis ikke jeg tager fejl. Du har skrevet en forfærdelig masse rapporter af og leget de tre aber når det hele har vist sig at være noget der er opfundet til lejligheden.

  3. Af Stephan Wehrsdorf

    -

    Han forsætter klimaløgnen – men vil ikke debattere Climategate mere, efter at han har fået en ansat fra IPCC til at agere ekspert i artiklen:
    “Ekspert: Climategate overdrevet”

  4. Af Nis Mollerup

    -

    Sikke en flok mørkemænd herinde ;)

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info