En af den seneste tids mest bekymrende nyheder stod at læse i Kristeligt Dagblad i sidste uge. Antallet af clairvoyante eksploderer, meddelte det danske hoforgan for søgende sjæle. Mens der for ti år siden bare var en enkelt clairvoyantskole i kongeriget, så er der i dag 25.

Der findes med andre ord 25 skoler i Danmark, hvor man kan lære kunsten at læse andres tanker og kommunikere med afdøde. For det er jo det, som disse såkaldte clairvoyante hævder, at de kan.

Hvilket spild af ressourcer. I al min naivitet troede jeg, at vi lever i et oplyst land, hvor vi for længst har forladt middelalderens overtro og heksekunstner. Men ak nej. Tværtimod, må man nu konkludere, er der åbenbart et konstant stigende behov blandt danskere for at se spøgelser og glo i krystalkugler – for at få opfyldt en eller anden udefinerbar længsel mod, at livet rummer en større og mere meningsfuld dimension. En dimension med et liv efter døden, en meningsfuld skæbne for den enkelte. Samt, må man formode, spøgelser, alfer og nisser.

Og den mening lægger man så i hænderne på en stadigt stigende flok af honorarkrævende clairvoyante, der i værste fald er de rene kvaksalvere og i bedste fald er lomme-healere med en indre tro på, at de rent faktisk kan læse andres tanker og skabe kontakt til gamle moster Magda, skønt hun på 17. år ligger begravet under to meter muld.

Det egentlige problem i den sammenhæng er ikke de selvudråbte clairvoyante – de opfylder bare et kommercielt behov – men danskerne selv. Hvorfor i alverden tror så mange af os på den slags – ja, undskyld udtrykket – svindel og humbug? Med alvorligt fare for at blive udråbt til indskrænket, åndelig fattig og stærkt snæversynet vil jeg hermed fremture: Der findes ingen spøgelser, vi kan ikke se ind vores egen fremtid, vi kan ikke kommunikere med de døde, ligesom det intet ændrer, at en sort kat løber ud foran vores vej.

Alligevel tror 37 pct. af alle voksne danskere ifølge en Gallupundersøgelse her fra foråret på spøgelser, 34 pct. tror på clairvoyantes påståede evner og næsten hver tredje af os mener, at det stjernetegn, man er født i, har betydning for ens personlighed og skæbne.

Hvilket bringer mig tilbage til spørgsmålet: Hvorfor forholder det sig sådan, når videnskaben trods talrige eksperimenter aldrig har kunnet dokumentere eksistensen af noget som helst paranormalt?

Kan det skyldes en slags hypnotisk påvirkning fra X-Files (der nu gen-genudsendes i alle sine 202 uendelige afsnit af TV 2) og lignende menings- og indholdsløse film og TV-serier, der lukrerer på uforløste drømme og konspirationsteorier om eksistensen af tophemmelige landingspladser for UFOer med slimede aliens, som kryber ind i vores soveværelser og overtager vores tanker?

Eller skyldes det, at en stor del af befolkningen har truffet et valg her i livet – at afskrive sig al den viden, som videnskaben har opsamlet gennem hundreder af år for i stedet at springe over, hvor gærdet er lavest, lukke øjnene og blindt tro på kvaksalvere, von-hören-sagen og tvivlsomme TV-serier?

Eller skyldes det i sidste ende, at naturvidenskaben har svigtet sit formidlingsansvar? Vi, der formidler videnskab eller underviser i den, har tilsyneladende ikke været gode nok til at anskueliggøre, hvor rig, dyb, fantastisk og fascinerende den virkelige verden er – helt uden spøgelser, ånder og tankelæsere.

Det, vi har brug for i Danmark er ikke flere clairvoyante, healere og spiritister men flere engagerede naturfagslærere, flere flot producerede dokumentarfilm om verdens indretning og endnu mere fokus i medierne på forskningens fremskridt og videnskabens vidundere.

Tag f.eks. den enorme partikelaccelerator, LHC, som 10. september sættes i gang i det europæiske atomforskningscenter CERN ved Geneve. Her vil voldsomme sammenstød af elementarpartikler ved noget nær lysets hastighed genskabe de stoftilstande, der herskede, da universet var brøkdele af brøkdele af et sekund gammelt. Forskerne kommer med andre ord helt ind at røre ved altings begyndelse, selve undfangelsen af det ubegribeligt enorme univers, som vi og alt andet er skabt af. Se det er et sandt under.

Eller tag udforskningen af exoplaneter – altså planeter uden for vores eget solsystem – som man trods de enorme afstande til stadighed opdager flere og flere af. Enkelte af disse umådeligt fjerne verdener er endda af en størrelse og befinder sig i en afstand fra deres moderstjerner, som sandsynliggør, at de kan huse liv.

I en verden så fuld af viden har vi ikke brug for spøgelser og indbildte samtaler med afdøde. Hvis vi endelig skal fokusere på det hinsides, kan vi begynde at spekulere på, hvordan vi over afstande på tusinder af lysår kan udforske de fjerne verdener derude, hvor stjernerne blinker på nattehimlen, og hvor liv i en eller anden form meget vel kan have udviklet sig. Og i givet fald i hvilken retning?

Dette mulige liv er det 21. århundredes sande spøgelser.